Wèi! (Hej!)
Sådan lød det også forleden dag, da jeg ved 22-tiden kom ind i en butik , der sælger dvd’er og cd’er, og en ekspedient rakte mig en dobbelt-cd med blues-sangeren BB King. Hvordan kunne han vide, at det netop var den slags musik, jeg søgte? Jo, forklarede han vores kinesiske tolk, Vicky, han havde for et par dage siden set mig købe klassikeren over alle klassikere, Karajans indspilning af Beethovens 9 symfonier på Deutsche Grammophon (ca. 85 kr, nej ikke kopiindspilning) og kunne huske mig fra sidste år, hvor jeg havde købt nogle bluses-cd’ere og noget klassisk. Og da jeg åbenbart ikke havde købt blues denne gang, var det nok, fordi udvalget var for begrænset, så nu havde han sørget for et større udvalg inden for genren. – Det er jo en crazy historie, men den har en del af de ingredienser, der karakteriserer i hvert fald den østlige del af Kina i dag: Kæmpe import af alt, hvad der er vestlig kultur, både nyt og gammelt, især amerikansk; outsourcing af alt, hvad der tidligere blev produceret i Vesten til Kina og så de lave lønninger og dermed de følgende meget lave priser. Og endelig service og forretningstalent. (Man ville sælge sin egen bedstemor, hvis prisen var høj nok; men det er den ikke, for den gamle generation fra Mao-tiden er ikke i høj kurs). Det er også påfaldende, i hvert fald for en dansker, at der overalt er fuld gang i handlen så sent som kl. 22. Lukkelov er et ukendt begreb i Kina. Her skal tjenes penge døgnet rundt, for i Kina er enhver sin egen lykkes smed. Siden Deng Xia Ping kom til magten for 30 år siden har Kina stort set forladt den tidligere planøkonomi og har kastet sig ud i en superkapitalistisk økonomi uden nogen restriktioner overhovedet, trods det at landet er kommunistisk. Og her er ikke antydning af noget, der blot minder om en velfærdsstat. Derfor dette vanvittige tempo på handel, byggeri og produktion i det hele taget. Der skal spares op til børns uddannelse, til alderdom og til eventuel sygdom, for ingen kommer og hjælper dig. Du må klare dig selv. Hvis det går godt, kan du blive afsindig rig; men går det dårligt, kan du ende i fattigdommens sorte hul, som du aldrig kan komme op af. Det er noget af det, vi har hørt en del om den sidste uge på Shanghai Finance University i Shanghai, en af verdens førende metropoler med et indbyggertal på over 15 millioner, ja, nogle taler om, at der i dagtimerne med udefrakommende arbejdere og turister skulle befinde sig næsten 20 millioner mennesker her i den østlige del af Kina.
Hvem er vi? Det er 22 hhx-studerende + mig, sagde hunden (nej, jeg er for gammel til at blive spist i Kina). De studerende fordeler sig på 14 friske gutter fra Fyns land, Vestfyns Handelsgymnasium i Glamsbjerg, og så 8 lige så friske personer (7 piger + Bo) fra Ballerup Handelsgymnasium.
Efter i alt ca. 13 timers flyvetur fra København via Paris ankom vi lørdag d. 20. september kl. 8.55 (lokal tid) til Shanghais internationale lufthavn i Pudong. Et område, der er meget lavtliggende, og derfor meget velegnet til risdyrkning. Det er nu ikke det, der præger området i dag. Siden 1994 har kineserne satset alt på, at dette område skal erstatte Hong Kongs førerposition som økonomisk og teknologisk lokomotiv for hele Kina. Ambitionen er lave et nyt og større Manhattan her. Og det er lykkedes. Her finder man den ene vanvittigt høje skyskraber efter den anden. Verdens anden højeste bygning (460 m) er lige færdiggjort, verdens højeste hotelbygning, Jinmao Tower på 421 m, pris: godt 3,5 milliarder kr., ligger her. Og i området kører et af verdens hurtigste tog, det magnetiske tog, med en fart af 431 km/t. Vi havde fornøjelsen af forleden at køre 30 km på godt 7 minutter (se billederne). Så godt som lydløst og meget behagelig kørsel. Den sydlige del af Odense – Assens på 7 minutter, selv Fynbus må her give op, hvis der overhovedet køres. – Jo, der er fart på i Kina, i hvert fald visse steder.
Gruppen er indkvarteret på et udmærket hotel over for Shanghai Finance University i den nordlige del af byen. Her følger vi et særligt tilrettelagt forløb i 3 uger med forelæsninger om samfund, økonomi og kultur. Derudover er der tilrettelagt virksomhedsbesøg og udflugter, hvor vi har mulighed for at se, hvordan hverdagslivet foregår i Kina. I hvert fald i en metropol som Shanghai, hvor kontrasterne mødes hele tiden. Rigtig mange er meget fattige, og en del er rige og så er der en voksende middelklasse, der er på vej til at blive velstående. – Vi møder denne kontrast mellem rig og fattig dagen lang. - Lige uden for hotellet er hele fortovet ved at blive brudt op og et nyt lægges (hårdt tiltrængt). Der arbejdes næsten hele døgnet. Arbejderne er sandsynligvis ikke fra Shanghai, men tilhører den såkaldte flydende arbejdskraft, der består af både mænd og kvinder, der kommer fra de fattige vestlige provinser. De bor her på gaden under nogle plastic-duge uden nogen faciliteter. For deres hårde arbejde uden en eneste fridag får de 850 kr. om måneden, fortæller vores meget dygtige økonomilærer, 31-årige Mrs. Chen, der også er praktiserende advokat, når hun ikke underviser. Hun kører selv rundt i en kæmpe Audi med læderindtræk, og tjener absolut mere end den på denne tur medrejsende lærer. Ingen tvivl om det. Og som hun fortalte os forleden, så betaler man stort set ikke skat i Kina, hvilket hun godt kunne se var noget af et problem. I Kina er mange nemlig klar over, at det altså ikke bliver ved med at gå med den store forskel på rig og fattig. (Så en skattefinansieret velfærdsstat kunne måske være løsningen på nogle af de sociale problemer, som er så iøjnefaldende i Kina i dag). Man frygter simpelthen et landsomfattende oprør, især fra de vestlige provinser, hvor fattigdommen er størst. – De observationer, som vi gør os for øjeblikket i Kina + de mange interessante forelæsninger er grundlaget for de problemstillinger, som vi ønsker at behandle i såvel synopsis som den rapport, hhx-eleverne senere skal skrive inden for det nye fag, Det internationale Område (DIO)i forbindelse med gymnasiereformen. Med andre ord er vi her i marken, og burde have de bedste forudsætninger for at opfylde de krav, som DIO stiller. Vi bliver i hvert fald både klogere på os selv og mere bevidste om, hvad der sker i den store verden i forbindelse med de senere års globalisering. Ikke alt er lutter lagkage. – Det gik vi vel mere eller mindre og troede hjemme i trygge Danevang.
Nå, hvad har vi så oplevet den sidste uges tid? – Ubeskriveligt meget. Det er derfor, det har varet så længe, inden vi har givet lyd fra os på denne blog. Flere elever er på Facebook og har rigtig mange venner, som sikkert har hørt en del om, hvad der foregår herude.
Efter ankomsten lørdag morgen blev vi hentet af to studerende i bus i lufthavnen. Den ene, Katharine, (se billederne) er vist ikke det, vi lige forstår ved en typisk kinesisk pige. Hun er 19 år ligesom næsten alle de andre studerende, vi har haft kontakt med. Hun dyrker forskellige slags sport, er temmelig cool, vil vist gerne ligne en amerikaner. Er ikke typen, der beskytter sin hud mod solen ved at gå rundt med en paraply dagen lang, som vi ser en masse andre kinesiske kvinder gøre det. Når hun er færdig med sine studier, vil hun rejse rundt i verden med rygsæk og telt. Bagefter vil hun være landmand (er vild med dyr), gerne i Danmark. Jeg har fortalt hende, hvor svært det er at få sin egen gård nu om stunder, har så også fortalt hende, at hun måske kan gifte sig til en, og jeg er vist kommet til at love hende, at jeg kunne formidle kontakten til en hustrusøgende landmand. Så er der nogen, der kender……., så…….!
Da vi ankom til hotellet, blev vi budt velkommen af Yan Dan (se billederne),som har planlagt det meste af den forlagte undervisning, og som jeg kender fra en tilsvarende tur sidste år. Også vores tolk og allestedsnærværende person, Vicky (se billederne) bød os velkommen. Hun er meget sød og særdeles hjælpsom. Taler udmærket engelsk og har også undervist os i kinesisk, som jo næsten er et umuligt sprog at lære, synes jeg da.
Søndag gik det så løs med besøg i den gamle bydel i Shanghai. I kan på denne side se nogle billeder fra den flere hundrede år gamle Yu’s have. – Herefter river cruising på Huangpu om aftenen med udsigt til alle de kendte bygninger, der alle er illumineret og fungerer som rene reklamesøjler med filmsekvenser. Storslået og ganske enestående i verden. Et kæmpe energifråds i denne CO2-udslip-plagede verden.
Mandag formiddag stod den på Chinese Taiji i universitetets teatersal. Her var i høj grad noget for kroppen. Alle øvelserne ledsaget af den helt rigtige afslappende musik. Læreren var selvfølgelig ekspert og noget mere smidig end nogen af os. – Om eftermiddagen var der forelæsning om forretningskultur. Den unge og meget dygtige Mrs. Xie Meng (eng. navn: Sylvia) var god til at komme i dialog med os. Sociologen og kulturteoretikeren Hofstede var kort på programmet indledningsvis. Ham kan vi åbenbart ikke rejse fra. OK, han er jo også meget brugbar udi forretningskulturen.
Tirsdag formiddag var der forelæsning om kinesisk kultur, geografi og historie. Det var nok ikke her topkarakteren skulle uddeles. Om eftermiddagen var vi på universitetets nye afdeling i Pudong for at lære den kinesiske madlavnings ædle kunst. Lektionen sluttede med et ret lækkert kinesisk måltid, og her var en del af menuen elevernes hjemmelavede dumplings. Jo, også de smagte godt.
Næste dags forelæsning om kinesisk kultur var en ren nydelse. Det var den i Kina berømte (og så er man altså berømt med 1,4 milliarder mennesker) professor Zuo, der på Oxford-engelsk fortalte om Kinas kultur og viste en masse billeder på power point. Kinas svar på salig sportsjournalist Gunnar Nu Hansen, se billederne. Om eftermiddagen besøg på Scientific Museum. Flot bygning. Meget pædagogisk opstilling af mange forskellige udstillinger. Se billederne med stilladsarbejderne herfra.. – Næste dag besøgte vi i 35 graders varme Fengling, en såkaldt vandlandsby i udkanten af Shanghai. Man kan kalde det Kinas svar på Venedig. Vi sejlede da også, som I kan se på billederne, i gondol, og turens guide viste os nogle forskellige haver og vi så, hvordan en typisk forsamlingsbygning var indrettet under Mao—tiden. Vi var også nede i et beskyttelsesrum, som var obligatorisk under den kolde krig for enhver kinesisk landsby. Den dengang store fjende, i dag den hjertelige ven, USA, skulle ikke bare komme og udslette kineserne. Også på denne tur var der således fokus på historien. Et vigtigt fag.
Om fredagen forelæste Sylvia om den unge generations forbrugsmønster: Vanvittig interessant. De er åbenbart møgforkælede, de unge mellem 20 og 30 år. De forbruger langt mere, end de har råd til. Den gamle bedstemor i landsbyen hjælper stadig barnebarnet, når han flere gange om året skal have udskiftet sin mobiltelefon til flere tusinde yuan til nyeste model, så han kan føre sig frem blandt de andre unge og vise, at han er noget. Alt sammen et resultat af et-barnspolitikken i Kina. Her ligger der også problemstillinger til senere rapportskrivning. Om eftermiddagen var der besøg i en nærliggende kæmpepark. Ret sjovt og absolut interessant. Meget mere end forventet. Et kapitel for sig, så det venter vi med. Billedet med det iscenesatte brudepar stammer herfra. Jeg kunne ligeså godt have taget et billede af de mere end 25 andre brudepar, som vi så den dag. – Vi er, som I kan se på billederne, også blevet undervist i kinesisk kalligrafi. – På en tur til Shanghai Exhibition Center så vi bl.a. planerne for den store Expo 2010, hvor Danmark deltager med bl.a. den lille havfrue.
I søndags (jo det er rigtig nok, vi holder ikke fri, fordi det er søndag i Kina, her går man jo ikke i kirke) havde vi så besøg af tidligere nævnte Mrs. Chen, der har fingeren på pulsen, når det drejer sig om Kinas økonomi, verdensøkonomien og sågar den danske økonomi. Kender Danmark ret godt fra besøg her. Det var en af de bedste forelæsninger til dato. Hun kom med mange overraskende udmeldinger om økonomien i Kina det sidste år. Her sporedes slet ikke den optimisme, som den danske presse har fyldt os med; men DR er vel også en af de ringeste public service-kanaler i verden i dag. Så hvis nogen derhjemme påtænker at etablere virksomhed i Kina i dag, var det måske klogt at lytte til dem, der ved noget om Kinas økonomiske og samfundsmæssige situation i dag. En uges ophold på Shanghai Finance University ville ikke skade. – F.eks. var det da overraskende for undertegnede også at høre, at Olympiaden i økonomisk henseende har været en skuffelse for Kina. Bevidsthedsmæssigt har det selvfølgelig været et kæmp løft for Kina; men det er jo noget andet. – Jo, det var rent guf at følge denne forelæsning.
Surprisepartiet som de unge kinesiske studerende holdt for os lørdag aften kan vi roligt kalde en stor succes. I løbet af ingen tid var alle på bølgelængde. De er altså meget initiativrige de kinesere, især pigerne. Hvis I tror, at billederne fra partyet viser folkeskoleelever, må I tro om. Der er tale om unge mennesker på 19 år. Beretninger herfra får vente eller også kan I høre nærmere når vi kommer hjem d. 15. oktober ; men forinden forventer vi andre store og gode oplevelser.
I denne uge er der National Holiday i Kina. Alle bortset fra forretningsdrivende holder fri en uge. Anledningen er, at det er 59 år siden Mao udråbte Republikken Kina d. 1. oktober 1949. Eleverne er nu på 2 dages homestay, hvor de hver for sig bor hos en kinesisk familie. Det bliver spændende at høre, hvordan det er forløbet. – Jeg er i gang med at arrangere de kommende dages aktiviteter. Herom senere.
Zài jiàn!
Ole Aabroe Hansen
medrejsende lærer
30.09.2008
 |
 |
Vicky underviser i kinesisk |
koncentration |
 |
 |
de riges køretøj |
de fattiges køretøj |
 |
 |
gammelt brydes ned,nyt opstår |
Huaihai Road |
 |
 |
theceremoni |
gammelt og nyt mødes |
 |
 |
galleribesøg |
Danish or Chinese design |
Ni hau!
Så er vi igen på fra Shanghai med seneste nyt om ugen, der gik. Som varslet i sidste nyhedsbrev skulle eleverne indlede denne National Holiday-uge med to dages homestay efterfulgt af nogle dage med forskellige arrangementer, som den udsendte medrejsende lærer skulle være ansvarlig for. Tilbagemeldingen fra eleverne omkring ugens aktiviteter har været positiv. - Denne søndag formiddag har ingen elev dog endnu vist tegn på liv, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at en større gruppe elever har dyrket feltstudier på et eller flere af byens mange templer for fest og vilde udskejelser. Det er kun naturligt, at de mest interesserede i faget kulturforståelse forsøger at omsætte de mange tilegnede teorier til en praktisk udforskning af det globaliserede festliv: ”Hvorfor drikker de unge kinesere ikke lige så meget som os?” Et naturligt spørgsmål, som ifølge pålidelige kilder også bliver besvaret af de flinke kinesere i løbet af natten, men allerede dagen efter er svaret glemt.
Ugen skulle ifølge metereologerne have været indledt med nogle kraftige tyfoner med storm og kaskader af vand; men det blev der da heldigvis ikke noget af. Igen en uge med høje temperaturer (24 – 28 gr.), en del sol, men også byger og gråvejr.
Vores tolk, Vicky, underviste os søndag eftermiddag i en slags basic Chinese, så eleverne havde elementære forudsætninger for at kunne begå sig i de familier, de nu skulle bo hos de følgende dage: ”Jo, maden smager godt, men jeg er mæt”, ”undskyld”, ”tak”, ”selvtak”, ”jeg hedder…” o.s.v. Det er altså ikke nemt det kinesiske sprog, men lidt fik vi da lært; også så meget, at man kan klare sig i en gadehandel, hvor der som bekendt skal pruttes kraftigt om prisen, ellers er man jo helt til grin.
Mandag morgen var der så afhentning af eleverne. Stor spænding: ”Hvem kommer jeg til at bo hos?” – ”Kan jeg lide maden?” – ”Hvordan er familien i det hele taget?” – Mange spørgsmål trængte sig på. Nogle blev afhentet i bil af den halve familie, andre af den studerende i familien, og her blev der så benyttet bus, tog. eller taxa. Forlegne smil sporedes; i løbet af en halv time var næsten alle afhentet; men også kun næsten, for tilbage sad 2 – 3 drenge. ”Har de glemt mig?” – Nej, selvfølgelig ikke; nogen var bare blevet forsinkede af forskellige grunde.
Hvordan gik opholdet så ude i de små kinesiske hjem? Godt, nogle steder rigtig godt, ja Simon B. Hansens familie ville slet ikke af med ham, så de beholdt ham en ekstra dag. Nogle havde boet hos ret velstående familier og var blevet overlæsset med gaver. De fleste havde oplevet stor hjertelighed og gæstfrihed, og pengepungen kunne vores elever slet ikke få lov til at komme i nærheden af. Flere familier havde arrangeret forskellige ture til templer, indkøbsområder og turistattraktioner. Nogle havde fået et nærmest tæt forhold til familien, mens enkelte havde svært ved at komme i kontakt med familien, fordi det viste sig, at den studerende i familien næsten ikke kunne noget engelsk. – Alle vores elever har imidlertid fået et godt indblik i, hvordan en kinesisk familie lever, tænker og hvordan familieforholdene er i Kina. Der er ingen tvivl om, at flere elever vil holde forbindelsen ved lige med den familie, de har boet hos.
Nå, men I hører nærmere, når vi vender hjem til Danmark om knap to uger. – Rygterne om det gamle lands forestående økonomiske fallit sammen med den halve verden er nået herud. Vi har også hørt, at Brian Mikkelsen skulle have opført sig som en klaphat, idet han har lovet, at de danske OL-medaljetageres præmiepenge ville blive skattefrie, og at det nu viser sig, at han ikke har politisk rygdækning for sit løfte. – En sådan pinlig sag ville aldrig kunne opstå i Kina. I avisen Shanghai Daily kunne man i denne uge læse, at de kinesiske medaljetagere (og dem var der jo som bekendt nogle stykker af) hver har modtaget en ekstra medalje af 1 kg guld af staten. Sådan! Mikkelsens forslag ville heller ikke her have en kinamands chance for at blive vedtaget, for de fleste kinesere betaler i forvejen ikke skat.
Den udsendte lærer var ikke på homestay, så han gik nok rigtig og danderede den; ikke helt, for han skulle i gang med den praktiske planlægning af en række arrangementer, som eleverne skulle deltage i, når de vendte tilbage fra homestay. – Her skal indskydes, at vi efterhånden er ret godt orienteret om kerneelementerne i kinesisk kultur. Et af disse er, at en kineser aldrig må tabe ansigt. Det er simpelthen det værste, man kan udsætte en kineser for, og den regel gælder i høj grad også i dag, hvilket vi allerede har erfaret. – Så meget havde dette kulturtræk påvirket den udsendte, at han af frygt for at blive til grin over for elevgruppen, hvis noget skulle gå galt, ikke turde nøjes med at sidde derhjemme på hotelværelset og blot lave en teoretisk planlægning med et par telefonsamtaler og nogle understregninger på et bykort over en kop grøn the, nej han måtte ud i marken for at lave mundtlige aftaler på museer, gallerier etc. og endelig også for i bogstaveligste forstand at gå ruterne igennem og nogenlunde have tjek på, hvor lang tid det ville tage at bevæge sig rundt i metropolen, hvor bykortet i høj grad kan snyde med afstandene. Så mandag og tirsdag blev brugt til disse praktiske øvelser, som også omfattede en – nogen vil kalde det længere – tur igennem det såkaldte franske kvarter, French Concession, hvor franskmændene i 1920’erne og 1930’erne havde lavet deres egen stat med egen administration og politifolk etc. Et geografisk ret omfattende, men også hyggeligt og smukt kvarter med kilometervis af alléer med platantræer, så man skulle tro, man befandt sig i en typisk fransk by. Man kan gå rundt her i timevis og hele tiden opleve noget nyt. Her er rigtig mange interessante butikker, restauranter og caféer i europæisk stil. Og så er de mange kæmpevillaer i området én stor afspejling af Kinas nyere historie. Villaerne på f.eks. Si Nan Lu (vej) har huset en politiker som grundlæggeren af Nationalistpartiet eller Kuomintang, Sun Yat Sen, der afløstes af Chiang Kai Shek, som tabte kampen mod kommunisterne anført af Mao Zedong i 1949, så han blev fordrevet til Taiwan. Længere nede ad samme gade boede kommunisten Zhou En Lai, senere Kinas udenrigsminister, og et par stenkast herfra dannedes Kinas kommunistiske parti i 1921, og de steder mente jeg selvfølgelig som historielærer måtte være et must på vores kommende byvandring.
Det skulle så senere vise sig, at kun en del af den planlagte byvandring kunne gennemføres, ganske enkelt fordi jeg ikke havde taget højde for, at det var Ældresagens kernesegment, som deltog i arrangementet. Den sløve ganghastighed kan naturligvis i en vis udstrækning undskyldes med, at størstedelen af byens indbyggere tilsyneladende havde valgt samme rute som os, men alligevel …?!?! Det var ikke muligt at fremskaffe rullatorer til omtalte segment, hvis cpr.numre ellers afslørede, at det burde ligge uden for Ældresagens interesseområde. – Bortset fra dette forløb arrangementerne planmæssigt. – Vi undgik den kilometer lange kø i bagende varme til Shanghai Museum, Kinas bedste historiske museum (ifølge diverse guider), fordi jeg i forvejen havde fået lavet en reservationsaftale, der betød, at vi kunne lukkes direkte ind på museet ad en speciel indgang. – Det er et flot og forholdsvis nyt museum i fire etager, der viser genstande fra vigtige perioder i Kinas mere end 10.000 års historie. Afdelingen med gamle klassiske møbler synes jeg er den mest spændende, for på en eller anden måde forekommer nogle af møblerne en dansker meget velkendte. – Jamen, hov, den stol! Det er jo Hans J. Wegners såkaldte Y-stol bare med et noget mere klodset og tungt understel. Da kan man bare se, de kopierer alt, de kinesere; men denne gang må det da være omvendt, for stolene her er tre fire hundrede år gamle. Wegner har da også udtalt, at han er meget inspireret af den klassiske kinastol. – Museet indeholder også meget andet interessant. Her kan man se værker af kalligrafiens og det kinesiske maleris store mestre.
Næste stop var et galleri i den gamle bydel, hvor indehaveren, Grace, stod parat med personalet til at betjene det købelystne publikum. Der blev virkelig handlet her, så forældre og andre pårørende kan glæde sig til, vi kommer hjem. – Efter dette besøg var der theceremoni i et stort og meget smukt lokale ved siden af galleriet med udgang til en flot beliggende karakteristisk kinesisk have, hvorfra der er en storslået udsigt til det tidligere omtalte Pudong-område Absolut interessant og fremmedartet for os vesterlændinge. En engelsktalende kineserinde demonstrede klassisk kinesisk teceremoni for os. I den forbindelse smagte vi forskellig slags kinesisk te, der er meget anderledes end den indiske. Bagefter var der mulighed for at købe noget af den smagte the.
Det sidste fællesarrangement i denne uge foregik på Dragonfly, et af byens utallige massageinstitutter, hvis meget professionelle massører kan give alle typer massage. De fleste af os havde valgt 1 times kinesisk massage, hvor hele kroppen tages under behandling. Det foregår i næsten mørklagte lokaler med dæmpet musik. Efter sådan en behandling føler man sig som et nyt og bedre menneske, intet mindre.
De sidste dage har vi holdt fri, og mange har benyttet lejligheden til at shoppe og få syet tøj hos forskellige skræddere, så panikken omkring hvad der nu sker, hvis man har mere end de 20 tilladte kilo i sin kuffert, er begyndt at brede sig. – Shanghai er et rent indkøbsparadis. Der kan pruttes om den i forvejen lave pris på alle de mange markeder, som findes overalt. Man kan selvfølgelig også vælge de fashionable megastore indkøbspaladser på byens gennemgående hovedgader. Her ligger bl. a. det gigantiske palads, Plaza 66 med syv etager. Da jeg sammen med en lille gruppe besøgte stedet i går var det nærmest mennesketomt. Tjenerne i de 10 – 15 restauranter i dette indkøbstempel stod blot og ventede på, at kunderne skulle indfinde sig. Og med de priser de vestlige varer her ligger på, tror jeg de kunne vente længe. Det er højst sandsynligt, at varerne er produceret i Kina, men mærkerne og de forskellige brands er vestlige. Max Mara, Levis, B&O. Gucci, Versage, Dior, Mulberry etc var blot et lille udvalg af de mærker, der fyldte de stilrene forretninger, der lå fordelt på alle etager. Ret høj klassisk musik, Griegs klaverkoncert lørdag formiddag, strømmede ud af højtalerne. Ikke noget muzak her. Her er appeal til den økonomisk velstående kinesiske overklasse (en slags noveau riche), der gerne vil overtage eller efterligne elementer i den vestlige kultur. Man skal virkelig have den store tegnedreng frem her, hvis man vil købe noget. Prisniveauet er langt højere end i Europa. Dansk design var også repræsenteret til helt ublu priser for en dansker.
Efter dette kultur-og prischok trængte den udsendte til at komme væk fra hele det merkantile cirkus, vi havde vandret rundt i det meste af dagen. Jeg søgte hen til den relativt store Fuxing park. Er man herude kl. 6 – 7 stykker om morgenen, kan man se en masse mennesker lave tai chi. Det kunne jeg også se denne sene eftermiddag, hvor jeg kom ind i parken kun ca. 100 m. fra den lange Huaihai Lu med de store indkøbspaladser Hvad der imidlertid især tiltrak min opmærksomhed, var de mange dansende par i parken. Høj dansemusik kunne høres i et stort hjørne af parken. Her udfoldede flere hundrede mennesker sig i wienervals, tango, latin etc. selvfølgelig afhængig af, hvilken musik der lød fra højtalerne. En del dansede svævende og henførte uden partnere, men med armene i stillinger som om de holdt om en partner. Umiddelbart så det lidt latterligt ud, men jeg kunne se, at alle tog dansen uhøre alvorligt. Flere kvinder bar ligefrem balkjoler, mens andre blot dansede i jeans. Mens jeg betragtede dette skue, lød et halloh bag mig. Åh nej, endnu en gadesælger, der vil sælge rolex-ure til special price, very cheap. Nej, det viste sig at være en ældre mand, faktisk 83 år, der gerne ville i kontakt med en, ikke for at sælge noget eller tigge. Næh, han ville gerne snakke med nogen på sit aldeles flydende engelsk. Where do you come from? Denmark. Oh, og så kom der til min store overraskelse en masse geografiske facts om befolkning, m2, antal øer etc. At han kendte både HCA og Søren Kierkegaard overraskede mig efterhånden ikke, jo mere han talte. Endelig en pause i talestrømmen. Hvad laver du så, spurgte jeg ham. Og så fik jeg hans halve livshistorie, og den var faktisk ret tragisk. Kort fortalt: Han var uddannet maritim ingeniør, havde arbejdet for staten, var politisk engageret og tilhænger af Kuomintang og dermed Chiang Kai Shek; det kunne den kommunistiske regering ikke lide, så han blev afskediget, fik konfiskeret sit dejlige hus, der lå lige ved siden af Fuxing park, som han nu besøgte hver dag. Det værste var dog, sagde han, at kommunisterne fik forhindret et ægteskab med hans kæreste ved hjælp af alskens ondskabsfulde intriger. Så han havde hverken kone eller børn. Han havde, fortalte han mig, hele sit liv været overbevist demokrat, og stor tilhænger af de borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Han viste mig så et kladdehæfte, hvor en masse udlændinge havde skrevet om den franske revolution og citeret den amerikanske uafhængighedserklæring etc. Da han hørte, at jeg var historielærer, skulle jeg også skrive noget i hæftet. Det gjorde jeg så. – Hvad manden levede af var svært for mig at forstå. Det var noget med lidt kiks og masser af mælk hver dag. Bortset fra at manden kun havde to tænder i munden, så han forbavsende frisk ud. Han gav mig sit navn og sin adresse. Jeg lovede at skrive til ham, når jeg kom tilbage til DK. Han regnede nu ikke med at få noget brev, selv om jeg skrev et, sagde han, for kommunisterne havde ham under observation og konfiskerede alt, hvad der var adresseret til ham, påstod han. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Da jeg sådan lidt diskret tilbød ham at betale lidt mad og transport til den forstad, hvor han nu boede under kummerlige forhold, afslog han pure. Hans værdighed, sagde han, skulle kommunisterne aldrig få lov til at tage fra ham.. Og det følte han ville blive gjort, hvis han modtog penge af mig. Han fik en forbipasserende til at tage et billede af os i parken. – Han var et interessant bekendtskab og et vældigt rart menneske, som samtidig var uhyre klar oven i hovedet. – Der er ingen tvivl om, at der går mange utilpassede, især ældre kinesere rundt med en skæbne som denne mands. – Så få skridt fra det kapitalistiske, til tider overgearede og pengefokuserede moderne Kina, kan man ved en tilfældighed løbe ind i en person, hvis livsforløb er en afspejling af den mørke side af Kinas nyere historie.
 |
 |
kø foran Shanghai Museum |
hjørne af Plaza 66 |
 |
 |
 |
|
indkøbspalads på Nanjing Road |
opvask på gaden |
 |
 |
platanallé i French Concession |
elevated road med efeu |
 |
 |
dans i Fuxing Park |
Ole og Tai Keh (se tekst) |
 |
 |
den letlevende garde - 1930 |
panik på Shanghai børs - 1930 |
Sylvia underviser i marketing |
Joanna underviser i økonomi og samfund |
Zài jiàn!
Ole Aabroe Hansen
medrejsende lærer
05.10. 2008
