

HHX uddannelsens opbygning
HHX-uddannelsen varer 3 år og er opdelt i et grundforløb, der varer 1/2 år, og et studieretningsforløb, der varer 2 1/2 år.
Her ser du en skematisk oversigt over uddannelsen med start august 2009.
På uddannelsen har du studieretningsfag, obligatoriske fag, valgfag og studieområdet (del 1 og del 2). Du kan tage fagene på tre niveauer: A, B og C, hvor A er det højeste niveau. Mindst 4 af fagene skal være på A-niveau, mindst 3 af fagene på B-niveau og mindst 1 af fagene på C-niveau.
Grundforløbet:
Grundforløbet er en introduktion til handelsgymnasiet og består af nogle obligatoriske fag og studieområdet del 1.
De obligatoriske fag på grundforløbet er dansk, engelsk, matematik, samfundsfag, afsætning, virksomhedsøkonomi, samtidshistorie og 2. fremmedsprog (spansk, tysk eller fransk).
Studieområdet del 1 omfatter flerfaglige temaforløb, hvor du arbejder med virksomhedsøkonomiske, samfundsfaglige/-økonomiske og kulturelle emner.
Du skal endvidere arbejde med IT, sproglig formidling, kommunikation, innovation samt sundhed og fysisk udfoldelse.
Under grundforløbet har du mulighed for at skifte til en anden gymnasial uddannelse (htx eller stx), hvis du har fortrudt dit uddannelsesvalg.
Studieretninger
Når du tilmelder dig handelsgymnasiet på Optagelse.dk, skal du forhåndstilmelde dig en studieretning. Dit endelige valg af studieretning sker dog først ved grundforløbets afslutning i december måned.
På studieretningsforløbet er fagene tonet i en bestemt retning. Studieretningsforløbet omfatter studieretningsfag, obligatoriske fag, valgfag og studieområdet del 2. Studieområdet del 2 omfatter erhvervscase og det internationale område.
En studieretning indeholder tre studieretningsfag, og på Vestfyns Handelsgymnasium udbyder vi følgendeto studieretninger:
Økonomisk linie (innovationslinie):
Studieretningsfag: Virksomhedsøkonomi A, afsætning A og innovation C.
Har du lyst til at starte egen virksomhed er denne studieretning måske noget for dig. Her får du et grundlæggende kendskab til, hvordan en virksomhed drives, herunder opstart af egen virksomhed. Du lærer at tænke kreativt og innovativt, hvilket er en uvurderlig hjælp i forbindelse med etablering og udvikling af en virksomhed.
Derfor er denne studieretning velegnet, hvis du for eksempel ønsker at gøre karriere indenfor ejendomshandel, ledelse, revision, bank og realkreditinstitutter.
International linie (globaliseringslinie):
Studieretningsfag: Afsætning A, International økonomi A og Kulturforståelse C
Overvej denne studieretning hvis du har lyst til at beskæftige dig med markedsføring og eksport og ønsker en international fremtid. Studieretningen fokuserer på globaliseringen, herunder nye vækstområder som Kina. Forlagt undervisning til en række mulige lande indgår derfor som en spændende mulighed.
Har du for eksempel lyst til at gøre karriere i en virksomhed med fokus på eksport, herunder international kommunikation og salg, kan denne studieretning være et oplagt valg for dig; men den kan også være nyttig hvis du ønsker en videregående uddannelse indenfor økonomi og sociologi.
Ønsker du yderligere oplysninger om studieretningerne, er du velkommen til at kontakte uddannelses– og erhvervsvejlederen på skolen.
Obligatoriske fag:
De obligatoriske fag er fælles for alle uanset studieretning. Fagene er:
Dansk A
Engelsk A
Samfundsfag C
Samtidshistorie B
Virksomhedsøkonomi B
Afsætning B
International økonomi B
Erhvervsret C
Matematik C
2. fremmedsprog B eller A (tysk, spansk og fransk)
Valgfag:
Valgfag er fag, du ikke har haft tidligere eller obligatoriske fag, som du ønsker at fortsætte med på et højere niveau.
Valgfagene omfatter:
Matematik A og B
Mediefag C
Markedskommunikation C
Idræt C
Tysk A
Finansiering C
Psykologi C
