- for dig der vil mere ...

 

Evalueringsplan for grundforløbet  

 

Indhold:

Evaluering af undervisningens planlægning og gennemførelse

Evaluering af den enkelte elev

Karaktergivning

Intern prøve

 

 

  

Evaluering af undervisningens planlægning og gennemførelse

Eleverne skal foretage en evaluering af undervisningens planlægning og gennemførelse i de enkelte fag ved afslutningen af hvert enkelt hovedemne, jf. fagenes planer for undervisningen.

 

Desuden skal eleverne foretage en evaluering af de tre temaforløb og emneforløbene, idet de pågældende lærere udarbejder et spørgeskema, som eleverne skal udfylde ved forløbenes afslutning.

 

Endelig skal eleverne foretage en samlet evaluering af grundforløbets planlægning og gennemførelse. Evalueringen skal finde sted i uge 51 og hertil skal lærerteamet udarbejde et spørgeskema, som eleverne skal udfylde. 

 

Ved afslutningen af hvert af de tre temaforløb og emneforløbene skal den pågældende lærer/lærergruppe foretage en skriftlig evaluering af forløbet.

 

Evaluering af den enkelte elev

Der skal foretages en evaluering af den enkelte elevs faglige, personlige og almene kompetencer i forbindelse med afviklingen af de tre temaforløb (Virksomheden og innovation, Kulturmødet og Det Kommunalpolitiske Danmark), de tre emneforløb (Sundhed-Motion-Livsstil, Den sproglige og kommunikative dimension, IT) og i de enkelte fag.

 

I forbindelse med afviklingen af temaforløbene skal der foretages følgende evaluering af eleven:

·        I temaforløb 1 skal der gives en mundtlig evaluering af den mundtlige præstation, herunder power point præsentationen.

·        I temaforløb 2 skal der gives en individuel karakter for den mundtlige præstation, herunder PowerPoint præsentationen.

·        I temaforløb 3 skal der gives en gruppekarakter for den udarbejdede rapport.

Evalueringerne er baseret på elevens faglige standpunkt og på elevens almene og personlige kompetencer eksempelvis mundtlig og skriftlig formidlingsevne.

 

I forbindelse med emneforløbene IT og Den sproglige og kommunikative dimension afsluttes disse med skriftlige individuelle tests med karaktergivning efter 7-trinskarakterskalaen. I  Sundhed-Motion-Livsstil gennemføres test af kondition og den enkelte elev vejes, måles og dennes BMI udregnes. BMI og konditionstest indgår som et vigtigt element i udviklingen af elevens sundheds- og livsstilsmæssige kompetencer.

 

I fag med rettetid skal eleven modtage en skriftlig kommentar og/eller en karakter, der tilkendegiver elevens faglige standpunkt. Desuden skal der i de enkelte fag foretages løbende tests af elevens faglige kompetencer. Eleverne skal således som minimum testes i forbindelse med afgivelsen af standpunktskarakteren i uge 50. I fremmedsprog bør eleverne desuden screenes i starten af grundforløbet og i slutningen af skoleåret, således at det er muligt at vurdere elevens individuelle faglige udvikling.

 

Karaktergivning

Der gives standpunktskarakter én gang i løbet af grundforløbet (uge 50), således at eleverne har modtaget en faglig vurdering inden gennemførelse af den interne prøve. Der benyttes 7-trinskarakterskalaen.

 

Intern prøve

Grundforløbet afsluttes med en intern prøve i slutningen af december måned, hvor portfolio-metoden benyttes. Formålet med portfolio-metoden er at dokumentere elevens arbejde med at nå de overordnede kompetencemål for grundforløbet.

 

Den digitale portfolio består af to dele: en procesportfolio og en præsentationsportfolio. Procesportfolien er en elektronisk samling af produkter, som eleven har udarbejdet/arbejdet med i grundforløbet. Hver faglærer udarbejder en liste over materialer (opgaver, opgaveløsninger, logbogsskrivning, power point præsentationer etc.), der som minimum bør indgå i elevens procesportfolio i det pågældende fag.

 

Lærerteamet opstiller i fællesskab en række udvælgelseskriterier, der skal ligge til grund for elevens individuelle udvælgelse af materialer fra procesportfolien til præsentationsportfolien. Præsentationsportfolien skal omfatte 10-12 sider og indeholde en indledning, et antal udvalgte materialer med begrundelse for udvælgelsen, dokumentation for arbejdsprocesser i et skriftligt forløb samt besvarelse af en række konkrete spørgsmål udarbejdet af lærerteamet. Præsentationsportfolien afleveres før den interne prøve, og der gives en individuel tilbagemelding til eleven (godkendt/ikke godkendt). I tilfælde hvor portfolien ikke godkendes, skal eleven have mulighed for at foretage forbedringer af præsentationsportfolien, inden den interne prøve afvikles, således at portfolien kan godkendes, og eleven kan gå op til intern prøve.

 

Eksaminationstiden er 20 minutter og der gives ingen forberedelse. Eleven har indledningsvis 5-7 min. til mundtlig præsentation af præsentationsportfolien. Der gives en intern prøvekarakter, som udtryk for en samlet vurdering af præsentationsportfolien og den mundtlige præsentation.

 

 

 

Evalueringsplan for studieretningsforløbet

 

 


Indhold:

Evaluering af undervisningens planlægning og gennemførelse

Evaluering af den enkelte elev

Karaktergivning

Interne prøver

Eksamen


 

Evaluering af undervisningens planlægning og gennemførelse

Eleverne skal foretage en evaluering af undervisningens planlægning og gennemførelse i de enkelte fag ved afslutningen af hvert enkelt hovedemne, jf. fagenes planer for undervisningen.

Desuden skal eleverne evaluere studieområdet del 2 (erhvervscase og det internationale område), studieretningsprojektet og opgaven i dansk/samtidshistorie, idet de pågældende lærere udarbejder et spørgeskema, som eleverne skal udfylde ved forløbenes afslutning.

Endelig skal eleverne foretage en samlet evaluering af hele studieretningsforløbets planlægning og gennemførelse. Evalueringen skal finde sted på 6. semester, og hertil skal lærerteamet udarbejde et spørgeskema, som eleverne skal udfylde.

Ved afslutningen af studieområdet del 2, studieretningsprojektet og opgaven i dansk/samtidshistorie skal den pågældende lærer/lærergruppe foretage en skriftlig evaluering af forløbene.

Evaluering af den enkelte elev
Der skal foretages en evaluering af den enkelte elevs faglige, personlige og almene kompetencer i forbindelse med afviklingen af studieområdet del 2, de flerfaglige undervisningsforløb, studieretningsprojektet og opgaven i dansk/samtidshistorie samt i de enkelte fag.

Evalueringen af eleven skal foretages på følgende måde:

• I erhvervscase på 3. semester skal der gives en mundtlig evaluering af det skriftlige produkt og af elevens mundtlige præstation.
• I erhvervscase på 4. semester skal der gives en individuel karakter for mundtlig præstation, herunder power point præsentationen.
• For det internationale område henvises der til studieplanen for området.
• I flerfaglige forløb med skriftligt arbejde gives der en individuel karakter eller en gruppekarakter for det skriftlige produkt. I flerfaglige forløb med mundtlige fremlæggelser gives der en individuel karakter eller en gruppekarakter for den mundtlige præstation.
• I opgaven i dansk/samtidshistorie gives der en karakter. Bedømmelsen af  opgavebesvarelsen foretages af faglæreren/-lærerne og er en faglig helhedsvurdering med fokus på emnebehandling, anvendelse af faglig viden og metoder og fremstillingsformen (kildeoplysning, noteapparat, litteraturliste etc.).


I studieområdet del 2 (erhvervscase og det internationale område) skal der arbejdes med digital portfolio.

I fag med forhåndstildelt rettetid skal eleven modtage en skriftlig kommentar og/eller en karakter, der tilkendegiver elevens faglige standpunkt.

I de enkelte fag skal der løbende foretages tests af elevens faglige kompetencer. Eleverne bør som minimum testes i forbindelse med afgivelse af standpunktskarakterer.

I fremmedsprog bør eleverne som opfølgning på screeningen på grundforløbet screenes mindst én gang på studieretningsforløbet, således at det er muligt at vurdere elevens individuelle faglige udvikling.

 

Karaktergivning

Der gives standpunktskarakter to gange i løbet af skoleåret. HH1 modtager den første standpunktskarakter umiddelbart før jul og HH2/HH3 modtager den første standspunktskarakter umiddelbart efter jul. Den anden standpunktskarakter (årskarakter) gives ved skoleårets afslutning. Der benyttes 7-trinskarakterskalaen.

Interne prøver

Der afholdes følgende interne prøver i sommerterminen på 1. år:
• mundtlig årsprøve i virksomhedsøkonomi niveau A og B.
• mundtlig årsprøve i engelsk niveau A.
• skriftlig årsprøve i dansk niveau A.

Der afholdes følgende interne prøve i sommerterminen på 2. år:
• skriftlig årsprøve i dansk A.

Der afholdes følgende interne prøve i vinterterminen på 3. år:

• det internationale område (i tilfælde af at DIO ikke udtrækkes til prøve).

Eksamen

I løbet af den 3-årige uddannelse skal eleverne til 10 afsluttende prøver og udarbejde et studieretningsprojekt. Den enkelte elev skal minimum aflægge 3 skriftlige og 3 mundtlige prøver.

På 2. år afsluttes erhvervscase med en mundtlig prøve, hvor prøvekarakteren påføres eksamensbeviset. På 3. år afsluttes det internationale område med en mundtlig flerfaglig prøve, og karakteren påføres eksamensbeviset. Eleverne skal aflægge mindst én af prøverne i studieområdet del 2.

udskriv tekstområde

Brochure

 

Se karakterstatistik fra 2008




Erhvervsuddannelse og Handelsgymnasium: 
  
Langbygårdsvej 6           
5620 Glamsbjerg 
         
tlf.:       6471 1622      
fax.:     6471 5064