

Brobygning
Brobygning er for dig, der går i 10. kl. Du kan vælge mellem 2 og 3 dages forløb.
Hvis du går i 9. kl,. kan du tilbydes 1 uges brobygningsforløb, hvis skolen vurderer, at det vil gavne dig i din fortsatte uddannelse.
Formål og indhold:
På brobygningsforløbet får du kendskab til hhx-uddannelsens fag, opbygning og studieretninger. I nogle korte temaforløb får du mulighed for at se, hvad de forskellige studieretninger indeholder. En studievejleder fortæller dig om, hvordan det tre-årige hhx-forløb er opbygget, og hvad du senere kan bruge hhx-uddannelsen til. Du kommer også til at høre om skolens studieture og forlagt undervisning i udlandet – På skolen møder du hhx-elever, som kan fortælle dig om, hvor meget hjemmearbejde der er, hvilke faglige krav der stilles, og hvordan det er at være elev på handelsgymnasiet i Glamsbjerg.
Undervisningsform:
Du vil under brobygningsforløbet opleve de forskellige undervisningsformer, som bruges på hhx, hvor der veksles mellem klasseundervisning, korte forelæsninger, projektarbejde og gruppearbejde.
Introduktionskursus
Introduktionskursus er for dig, der går i 8. kl., og kurset varer enten 2 eller 3 dage. Her får du en orientering om introduktionskurset og hhx-uddannelsen - Du vil bl.a. komme til at stifte bekendtskab med de fag, der er specielle for hhx-uddannelsen.
Meningen med brobygning og introduktionskursus er at give dig et godt grundlag for at træffe den rigtige beslutning om, hvilken ungdomsuddannelse du skal vælge efter folkeskolen.



